Her kommer en ægcellent historie

Vi pisker det. Koger det. Steger det. Er man ferm i køkkenet, pocherer man det. Ingen brunch uden scramble eggs med bacon, ellers er det ikke en brunch. Og hvem kan dog sige nej tak til æg med rejer?

Ægget er en del af vores madkultur lige siden dengang vi pustede dem, som Søren Pilmark i Blinkende Lygter. Ægget er en forårsbebuder omkring påske, og man har fundet malede æg helt tilbage i 1000-tallet.

Ægget er overalt. Ses overalt. Som Fabergé-æg, eller den ikoniske Arne Jacobsen stol – Ægget et tidløst design, de fleste beundrer.   

Vi taler om Columbusæg, når vi finder en smart og enkel løsning på et problem, og i litteraturen glædes vi over H.C. Andersens Konen med æggene. Men hvor kommer et moderne dansk æg fra?

Et sted kunne være Adamshøj ved Ringsted. Her har godsejer Carl Thøgersen sat sig på økologisk æggeproduktion for seks-syv år siden – en produktionsgren i bedriften han ikke har fortrudt.

– Jeg er glad for arbejdet. Jeg har aldrig haft husdyrproduktion før, og jeg vidste intet om høns, så det har været en spændende læringskurve. Jeg har også en dygtig driftsleder, hvilket har betydet meget.

Bedst med økologi

– Produktionen begyndte tilbage i 2018. Vi ville gerne have ekstra driftsgren, og det faldt på høns. Blandt andet fordi det er en foldholdsvis stabil produktion, og så skal de da heller ikke malkes klokken 05.00 om morgen. Økologien valgte jeg, fordi det har jeg det ganske enkelt bedst med. Hønsene render ud og har masser af plads.

Adamshøj er på 400 hektar men har også forpagtninger, hvilket betyder, at de lejer andres jord til at dyrke på. Så i alt driver Adamshøj 2.900 hektar. Et stort tal, der dog bliver overgået af antallet af høns.

– 18.000 høns har vi på stedet. Det bliver til omkring 17.500 æg om dagen, og de lægger æg både juleaften og nytårsmorgen.

Hønsene er æglæggende i 60 uger, og her lægger cirka 94 procent af de hvide høns æg, som de skal.

– En økologisk høne har fire kvadratmeter udeareal. Når jeg henter børnebørn, og ser hvor meget udeareal der er, kan jeg ikke lade være med at regne på, hvor meget plads hvert barn egentlig har. Og har de mindre end eller det samme antal kvadratmeter som hønsene. Er det ene så for meget eller det andet for lidt?

Efter de 60 uger bliver alle hønsene sendt til slagteri.  Så går der to uger, før der kommer nye høns til Adamshøj. Disse skal lige akklimatisere sig, før de begynder at lægge æg.

En til 18.000

Og racen? Den hedder Lohmann Lite, som er en lille hvid stabil høne.

– De bliver udruget her på Sjælland. Efterfølgende kommer de til en opdrætter, og der modtager dem, når de er 18-19 uger.

Til arbejdet har Carl Thøgersen én ansat, der styrer det hele. Med afløsere i weekenden – naturligvis.

– Dagen begynder egentlig med, at man går ind, og samler det der hedder gulvæg. Nogle høns får i begyndelsen lagt æggene på gulvet, og hvis man ikke samler dem op, vil de fortsætte med at lægge æg der.

Efterfølgende tjekker man, om der er vand og foder – trykker på en knap og så begynder en maskine at køre de æg ud, som hønsene har lagt. Sidder hønsene rigtigt ruller æggene nemlig ned på et bånd, der transporterer æggene ud til pakkeriet.

Æg til alle

Det hele kører mere eller mindre automatiseret. Æggene kommer ind i kølerummet inden de bliver kørt til pakkeriet. Foderet kører automatisk i foderender og vand får fjerkræene også automatisk. Når de bliver mørkt, begynder de at gå ind, og langsomt dæmpes lyset. Når alle så sidder stille på deres lille hylde, bliver lyset slukket.

– På den måde er arbejdet ikke særligt manuelt. Foderet de får er for resten grovfoder, det vil sige ærtebyg. Så er der arbejdet med at muge ud, men ellers er det en arbejdsdag.

De fleste æg bliver lagt mellem kl. 9.00 og 11.00. Herefter går hønsene ud. Og ligesom at æggene bliver lagt på et præcist tidspunkt, er der også en anden opfattelse, godsejeren kan overraske med.  

– Jeg har opdaget, at folk fortæller mig, når de har købt æg fra fritgående høns i stedet for økologiske. Nogle forbrugere har åbenbart den opfattelse, at økologiske høns ikke er fritgående. Men økologiske høns er både fritgående og får økologisk foder. Men det er mange forbrugere ikke klar over, og det er da en tanke værd.

Og lige til sidst. 17.500 æg om dagen bliver til cirka 6.387.500 millioner æg om året. Mere end et til hver dansker. Velbekomme.

18.000 høns har vi på stedet. Det bliver til omkring 17.500 æg om dagen, og det er det både juleaften og nytårsmorgen, fortæller godsejer ved Adams Høj Gods Carl Thøgersen.

Lignende indlæg