I disse måneder kører store lastbiler med sukkerroer til de to fabrikker på Falster og Lolland. Her bliver roerne vasket og snittet til noget, mange af os slet ikke kan undvære – sukker. Men hvordan bliver en roe egentlig til det hvide guld?
Høsten af korn er for længst slut, men en anden høst begyndte i september og strækker sig helt ind i januar. Den lægger man som regel kun mærke til, hvis man bor på det sydlige Sjælland, Lolland eller Falster. Roekampagnen er godt i gang, og hver dag leverer lastbiler mange tons roer til sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing Falster.
– Egentlig er det fascinerende at tænke på, at den måde, vi producerer sukker på i dag, stort set er den samme som for cirka 150 år siden, fortæller Julie Torp-Thomsen, seniorkonsulent i Nordic Sugar.
Hjælp fra de gamle egyptere
Når roerne er afleveret på roepladsen i Nykøbing Falster, samler et stort hjul – kaldet et Morethjul – roerne op og lægger dem på et bånd, der fører dem ind i fabrikken.
– Roerne bliver vasket, og jordpartiklerne fjernet. Derefter bliver de snittet til trekantede ’pomfritter’ og kommer over i et trug, hvor sukkeret bliver skyllet ud af de snittede roer. Vandet er cirka 70 grader varmt.
Den sukkerholdige saft bliver herefter renset – og til det bruger man læsket kalk.
– Det var faktisk egypterne, der opdagede, at læsket kalk kunne rense væsken i sukkerrør, så alle urenheder fjernes, fortæller Julie.
Simpel proces
Nu står man tilbage med en tynd saft, hvor sukkerindholdet kun er omkring 10 procent. Denne saft varmes op og tykner. Når den får den rette konsistens, dannes der sukkerkrystaller.
– Denne proces sker i en kedel, hvor temperaturen skal være meget præcis. Når den er det, tilsætter man flormelis, og så begynder krystalliseringsprocessen. Farven går fra brun til næsten hvid. Den færdige sukkermasse kommer ned i en stor centrifuge, hvor man tilfører en lille smule vand, trækker melassen ud og står tilbage med det færdige produkt.
– Det er faktisk vejen fra sukkerroe til sukker. En enkel proces, som bare er kørt op i meget stor skala. I princippet kan du lave det hjemme på køkkenbordet, siger hun.
I pose på to døgn
Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer produceres der i Danmark omkring 400.000 tons sukker om året – på cirka 31.000 hektar. Det svarer til halvdelen af Bornholm.
Men kun omkring 15 procent af de mange tons sukker ryger ud på hylderne til forbrugeren.
– Det meste af sukkeret går til virksomheder inden for syltning, læskedrikke og medicinalindustrien – hvilket mange ikke er klar over. Men det, de færreste ved, er, at der kun går omkring 48 timer fra sukkerroerne bliver taget op af hjulet på pladsen, til sukkeret ligger poser klar til at komme i butikkerne. Det er ret effektivt, siger Julie Torp-Thomsen.

En typisk sukkeroe indeholder cirka 18 procent sukker, og består af 75-76 procent vand. Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer produceres der i Danmark omkring 400.000 tons sukker om året – på cirka 31.000 hektar. Det areal svarer til halvdelen af Bornholm.

