Når Fårets Dag løber af stablen den 4. april, er Stenmarksgården ved Ringsted igen klar til at byde store og små velkommen til en dag i uldens og fårets tegn.
Landmand og fåreavler Karen Christensen har været en del af Fårets Dag i mere end 30 år – og glæden ved arrangementet er uformindsket.
– Det er en stor fornøjelse hver eneste gang. Jeg tror aldrig, vi har haft en utilfreds kunde eller oplevelse. Gårdbutikken er åben, og du kan købe både honning, garn og uld og vi sælger også kaffe, kage og pølser på dagen, fortæller hun.
Fårets Dag er skabt for at sætte fokus på fårenes betydning for naturpleje og bæredygtighed – men på Stenmarksgården handler dagen mindst lige så meget om nærvær, forårsstemning og mødet mellem mennesker og dyr.
Fra uld til garn til huer
Karen Christensen strikker selv med garn fra sine egne får, men hvor meget tøj og hvor mange huer, kan man egentlig få ud af et får?
– Det bliver til cirka 4-5 kilo uld per får. Vi har omkring 80 moderfår, af racerne merino, krydset med finuldsfår og wensleydale.
Efter en grovsortering bliver ulden bliver vasket inden kartning og spinding.I den proces svinder ulden med cirka 50 procent.
– Det sker blandt andet fordi lanolinen i ulden, binder støv og jordpartikler og nu bliver den vasket ud, forklarer Karen Christensen.
Tilbage står Karen derfor med omkring to kilo uld.
– Så for at svare på dit spørgsmål, bruger jeg 500-600 gram garn til en sweater, men det kommer selvfølgelig an på design og model. Taler vi huer, bruger jeg omkring 100 gram garn.
Så mangler du luffe, trøjer eller måske luffer til en familie på fire? Så skal du nok have to får, tålmodighed og et talent for at strikke. Ellers kan du begynde med at hente inspiration hos landets fåreavlere på Fårets Dag.
Klik på linket: Fårets dag 2026 – Dansk Fåreavl og find din lokale fåreavler.
Med garnet fra et af hendes får kan landmand og fåreavler Karen Christensen fra Stenmarksgård ved Ringsted i princippet strikke omkring 20 huer. Du kan klappe får og lam samt se garnet i gårdbutikken på Fårets Dag den 4. april

Hvad er lanolin?
Lanolin er det naturlige fedtstof i fåreuld. Rører man ved råuld, der ikke er blevet vasket, vil fingrene blive fedtede, og den særlige uldlugt vil også smitte af på hænderne.
Lanolinen vaskes ofte ud, før ulden bliver forarbejdet i industriens maskiner. Det er en proces, der kendes helt tilbage til middelalderens klædeindustri. Ulden fik dog tilsat olie igen under spinding og vævning.
Lanolin har stor betydning for uldens egenskaber til at modstå fugt og vand, og gode håndstrikkede sweatre indeholder lanolin. Uldtøj kan også vaskes i lanolinholdig sæbe for at opretholde egenskaberne.
Kilde: lex.dk

