Jerseykøerne hos Jens

På Bilsebjerggaard ved Slagelse driver Jens Christian Sørensen en kvægejendom. Her har han 300 malkekøer og 300 kvier. Racen hedder Jersey.
Og hvordan ser arbejdsdagen ud for Jens, køerne og hans team på en moderne bedrift?

Der er stille i stalden. De lysebrune køer løfter opmærksomt hovedet, når man kommer gående. En selvkørende, blå robot skubber kraftfoderet ind til køerne, der ikke ænser den lydløse maskine. Den ligner en stor firkantet vaskemaskine på hjul. Inde hos køerne bevæger en lignende robot sig rundt.

Hvorfor har du jerseykøer?

– Det er en smagssag, men først og fremmest et økonomisk valg. Mit afkast er større ved at have jerseykøer. Havde jeg en sortbroget ko, som de fleste danskere kender, skulle jeg faktisk have 15 procent færre dyr med den samme miljøgodkendelse. En miljøgodkendelse har alle landmænd – den giver blandt andet tilladelse til at udlede en bestemt mængde kvælstof.

Men der er også andre grunde, forklarer landmanden:
– En jerseyko klarer sig bedre på finere foderprodukter som korn og kraftfoder, som vi har tradition for at dyrke på Sjælland. I Nordjylland har de meget grovfoder som græs, som en sortbroget ko bedre kan omsætte. Kravene til staldene er også en faktor. Hvis jeg vil have sortbrogede køer i denne stald, skal jeg udvide bygningen, fordi der er andre regler for plads til den race.

De fem fra Bilsebjerggaard

Hvorfor blev det landbruget, du kom til at beskæftige dig med?

– Jeg har altid interesseret mig for landbrug. Min far var landmand. Når jeg så ham køre ude på marken, når jeg gik hjem fra skole, smed jeg tasken, hoppede op og kørte traktoren hjem. Så måtte min far gå. Jeg har vel været seks-syv år.
Om morgenen spurgte mine forældre, hvor skoletasken var, og den lå selvfølgelig i grøften. Så fik jeg madpakken under armen og hentede tasken på vej i skole. Det var min barndom.

Hvordan ser arbejdsdagen ud for dig og køerne?

– En arbejdsdag begynder klokken 05.00, hvor min leder Morten tager morgentjansen. Den første elev møder klokken 06.00, den næste klokken 08.00 – hvor jeg også selv ankommer – og den sidste klokken 10.00. Vi er et team på fem.

Klokken 08.00 begynder Jens med at inseminere. Inden da taler han med Morten om dagens gøremål.

– Vi inseminerer de køer, der er i brunst, for at få dem drægtige. Det gør vi hver dag. Jeg kan med 98 procents sikkerhed bestemme kønnet. Samtidig gentester vi alle dyrene. Vi tager vævsprøver fra kalvene, og sender dem til SEGES. Resultaterne vi får, er med til at afgøre, hvilket potentiale dyret har, når det skal kælve to år senere. Måske skal det ikke blive til en malkeko, men sælges videre. På den måde får vi en stærk besætning og de bedst ydende køer.

Malkerobotter styrer det meste

Der er to staldtyper på gården, fortæller Jens: Sengebåse med en 7,5 cm tyk gummimadras – 120 cm bred og 2,50 m lang – og dybstrøelse, hvor man lægger halm ud i flere lag til især goldkøer og kvier. At “gøre koen gold” betyder, at den får en pause efter at have kælvet.

– Typisk er vi til stede i stalden fra 05.00 til cirka 18.00. Det afhænger lidt af, hvad dagen bringer. Når Morten og jeg har haft en snak om morgenen, tjekker han listerne og ser, hvilke køer der ikke er blevet malket, og så sørger han for det. Det vil sige, han gør det ikke selv, men tager køerne hen til robotten. Vi har fire Delaval-robotter, der malker dyrene. Vi overvåger også køernes sundhed på computeren, hvor Morten kan se, om noget ser unormalt ud.

Køerne har et halsbånd på, der overvåger deres tilstand, forklarer Jens:
– Du kan sammenligne det med et smartwatch. Halsbåndet overvåger puls, skridt og så videre. Vi har 270 køer, der skal malkes, og måske 15 af dem har endnu ikke helt luret systemet. Ellers passer de sig selv med de robotter, vi har. Man kan sige, at 95 procent af køerne har deres egen rytme og passer sig selv i dagligdagen – dem rører vi ikke ved.

Nattevagten klarer mobilen

Køerne, der skal malkes, er inddelt i to grupper med cirka 135 i hver: De unge køer, som har kælvet en eller to gange, og de ældre køer.

– De ældre køer kan godt være hårde ved de yngre, så det er bedst at holde dem adskilt.

Og når dagen slutter, tager eleverne over:

– Eleverne har vagten fra cirka 18.00 til 22.00. De tjekker køerne og lærer at fornemme eventuel uro i stalden. De tjekker også malkerobotterne, og derefter tager jeg over hjemmefra via mobilen fra klokken 22.00.

Landbruget er ikke alt

En dansk bedrift er ganske enkelt mere digital og avanceret, end de fleste er klar over. Malkerobotter, overvågning, madrasser til køerne og digitale halsbånd, der registrerer dyrets behov, er hverdag. Og dét vil Jens gerne fortælle om til alle uden for erhvervet – især til Åbent Landbrug.

– Arbejdsforholdene har ændret sig meget de sidste 10-20 år. Da jeg var barn, tog vi aldrig på ferie med vores forældre. Landbruget var jo omdrejningspunktet i alt, hvad vi foretog os. Sådan er det ikke mere. Det er blevet en moderne virksomhed, og det skal vi vise og fortælle de unge mennesker. Ellers bliver de ikke en del af det her.

– Jeg tager to ugers sommerferie. Og jeg tager også et par dage ud af kalenderen efter høst for at være sammen med familien. Hvis jeg ikke viser eleverne og mine ansatte, at vi kan tage på ferie ligesom vores venner uden for landbruget, kan de kommende generationer ikke spejle sig i denne branche.

Samtidig er der mange, der slet ikke forestiller sig, hvor meget landbruget som arbejdsplads har ændret sig de sidste tyve år – også når det gælder det fysiske arbejde, som der er meget mindre af, forklarer Jens.

– Sidste år til Åbent Landbrug hørte jeg en familiefar sige, mens han stod og så på køerne: “Her gad jeg bare godt arbejde.” Det er der, vi skal hen.